Kend din type

Enneagrammet:

 

Enneagrammet er et gammelt værktøj, hvis oprindelse er uklar.
Til gengæld er effekten tydelig. For mig er fordelen ved Enneagrammet, at vi her både ser på personens adfærd – men også går bag adfærden og interesserer os for personens bagvedliggende motivation for adfærden.

Enneagrammet kan anvendes på mange forskellige måder og kompleksitetsgrader. Det kan derfor i sin “light” version give det overblik, der øger forståelsen for de andre medarbejdere og forbedrer kommunikation og samarbejde. Med udviklingen kan de mere komplekse aspekter af Enneagrammet tages i anvendelse, så der hele tiden er nye og udviklende lag. For de erfarne, er jeg også uddannet i “Tritype”, som lagt oveni Enneagrammets tidligere kendte anvendelser nok er det mest komplekse på markedet i dag.

Et teams kultur er også en Enneagram”type”, hvor vi kan genkende både stærke og svage sider fra typen. Her finder vi også inspiration til at forandre et teams kultur.

Jeg er certificeret i 9 af de mest brugte personlighedstests i markedet, men vender gang på gang tilbage til Enneagrammet, fordi det er så brugbart i en lang række situationer:
Motivation af medarbejdere
Kommunikation
Feedback
Konflikthåndtering
Beslutningstagning
Teambuilding (ift. individernes/gruppens “type”)
Personlig udvikling (hos medarbejdere/ledere)
Salgstræning

En udfordring ved Enneagrammet er for mig at se, at det ikke er let at kategorisere andre.
Den svaghed vender jeg til en fordel, for når vi kan tage fejl, når vi grupperer andre efter en model, er vi nødsaget til også at lytte til og ”se” personen, for at danne os et sikkert indtryk, og det er positivt.
Nedenfor følger en  “smagsprøve” i light-udgave på hver af de 9 typer.

Type 1:

Type 1 er en pligtopfyldende, hårdtarbejdende medarbejder med en høj arbejdsmoral der gør alt for at yde sit bedste. 1’ere har ofte fokus på regler og retningslinier, hvad der er rigtigt og forkert, og er dermed også gode til at finde fejl. Det er vigtigt at følge principperne, og de ser en store ære i at gøre tingene på den rigtige måde.Type 1 har stor ordenssans og arbejder struktureret – gerne efter fastsatte standarder. De er kvalitetsbevidste mennesker, der fremstår som det gode eksempel. De er veldisciplinerede og sætter pris på gode manerer.
Det er samvittighedsfulde, punktlige og velorganiserede mennesker der samtidig kan være selvironiske og har humoristisk sans.Som leder vil type 1 sørge for at opsætte systemer og procedurer samt tydeliggøre ansvarsområder og rapporteringsveje. I målopfyldelsen vil der være fokus på, at procedurer bliver overholdt, og at tingene bliver gjort på den rigtige måde.
En 1’er leder vil være mere tilbøjelig til at kritisere end at rose, men er ofte vellidt på grund af den varme personlighed og gode humor.

Type 2:

Type 2 er den imødekommende og venlige medarbejder, der med stort engagement søger at hjælpe, hvor han/hun kan. Det er flittige og opmuntrende mennesker – vennernes ven – der er yderst serviceorienterede og gerne påtager sig opgaver, selv uden at blive spurgt. De er udadvendte og gode til at drage omsorg for deres medmenneskers ve og vel.

2’ere har en formidabel evne til at “please” andre – specielt mennesker, der interesserer dem særligt. De er også gode til at supportere deres nærmeste chef og er ofte chefen bag chefen. De stiller gerne frivilligt op og er villige til at arbejde længe og hårdt for at få noget gjort og for at hjælpe den chef, de arbejder for.
De holder meget af at få ros og forventer også at blive anerkendt for en veludført arbejdsopgave.

Som leder vil type 2 typisk lede én medarbejder ad gangen under hensyntagen til den enkeltes behov. De vil hurtigt se fordelen i at alliere sig med andre betydningsfulde ledere. En type 2 leder står ofte i baggrunden og styrer herfra hele organisationen.

Type 3:

Type 3 er den målrettede medarbejder der med stor energi og høj produktivitet konstant har målet for øje. Det er ansvarlige og velorganiserede mennesker der ivrigt forfølger det fastsatte mål, og som altid har travlt. Mange 3’ere er de rene arbejdsnarkomaner, og de kan lide det!
De kan godt lide når tingene “rykker”, og har et højt arbejdstempo. De har fokus på målet og kan godt lide konkurrence i jobbet.Type 3 er selvmotiverende mennesker, der med en “jeg kan hvad jeg vil”-holdning gerne tager ansvar og gerne vil vurderes på deres indsats, så de hele tiden kan følge med i, hvor de står. 3’ere er bevidste om deres eget image, og det gælder både påklædning og det at udstråle succes.Som ledere kan type 3 gøre andre forpustede med deres høje arbejdstempo. De kan virke utålmodige og kræver stor effektivitet. Der gives bonus for en nået målsætning, og så igangsættes næste projekt – så tiden er ikke til at spilde. De er gode til at opmuntre deres medarbejdere i arbejdet – alt skal sættes ind for at opnå succés – og arbejdet skal tages seriøst.

Type 4:

Type 4 er gerne den mere kreative medarbejder, der gerne vil i dybden med arbejdsopgaverne. De har stor æstetisk sans og vil gerne have, at ting har et personligt udtryk og præg.
Det er mennesker, der kan lide at finde ind til “hjertet” i en sag og kræver substans og indhold. De følger deres egne interesser og visioner og er mennesker, der i den kreative proces kan finde på noget helt unikt.
Det er ofte indadvendte mennesker, der ikke praler af deres resultater, men gerne vil roses for deres indsats.
4’ere interesserer sig typisk for psyken, og når der opstår kriser, tager de sig gerne af andre når disse rent menneskeligt og psykologisk har brug for assistance. De har en dyb medfølelse for deres medmennesker og er gode til at leve sig ind i en problematik.

4’ere er som ledere tro mod deres vision og går ikke på kompromis med den.
De fremstår som stærke personligheder som inspirerer medarbejderne til at gå i dybden og til at søge følelsen af autenticitet i arbejdet. En 4’er leder kan opleves enten meget åben eller helt utilnærmelig, alt efter dennes humør.

Type 5:

En 5’er er en medarbejder der ikke altid er lige synlig, idet der ofte bruges mere tid på tankevirksomhed end på at være “på banen”.
Det er venlige mennesker, der sætter pris på gensidig respekt. De fremstår ofte som meget indadvendte og private mennesker, og andre véd som regel ikke ret meget om deres privatliv, hvilket evt. kan få dem til at fremstå som arrogante eller sære.

Det er stærkt intellektuelle og analyserende mennesker, der ser objektivt på tingene og først giver deres mening til kende, når alt er nøje gennemtænkt og velovervejet. De kræver god forberedelsestid og har det bedst, når et møde har en dagsorden eller en plan.
5’ere indeholder stor viden og af andre opfattes de som en slags “videncentral”.
Til gengæld er det sjældent, at deres indre sensitivitet og følelser kommer til udtryk.

5’ere bestrider ofte topposter, hvor de med deres ro og respekt kan være meget ambitiøse. De tager gerne ansvar og kan lide at have kontrol med tingene. Som ledere vil de få medarbejderne til at føle sig som en del af gruppen, med særlig fokus på facts og viden. De kan holde på konceptet i et projekt og samtidig være fleksible omkring, hvordan målet nås fordi der hele tiden skal være plads til ny teknologi og viden. De involverer sig sjældent følelsesmæssigt i en sag, og det kan være frustrerende for medarbejderne, at en 5’er leder ikke nødvendigvis delagtiggør dem i sin viden. En 5’er leder forventer at medarbejderne kan arbejde selvstændigt og tage ansvar for egne beslutninger.

Type 6:

Type 6 er en ægte teamplayer, der er yderst loyal over for alle – uanset niveau og titel. Det er vigtigt at høre alles synspunkter og tage dem i betragtning, og autoriteter behandles ikke anderledes end andre. De vil have kortene på bordet, og de kæmper en fair kamp.
6’ere er medarbejdere der stiller spørgsmålstegn ved stort set alt. De er fødte skeptikere og vender og drejer tingene for at sikre sig at der ikke er nogen skjult dagsorden. De bekymrer sig ofte og frygter konsekvenserne af en given beslutning. Dette gør dem samtidig til gode problemløsere, og deres spørgsmål kan være en kærkommen kritik, der giver nyt lys på en sag eller påpeger ting. som andre ikke har overvejet.

Det kan være svært for dem at tage beslutninger, fordi de konstant tænker både-og, for og imod, skal-skal ikke.
Nogle 6’ere undgår udfordringer, fordi de frygter det værste. Andre kaster sig hovedkulds ud i udfordringerne for at overvinde deres frygt.

Det er da heller ikke uden spekulationer, at en 6’er bliver leder. De har det som regel ikke særlig godt med at blive betragtet som “mere” end andre. De vil helst undgå beskyldninger og helst ikke stå alene med hele ansvaret.
Som leder er en 6’er fantastisk god til at få alle medarbejdere til at stå sammen.
De er loyale og hensynsfulde over for deres medarbejdere. Deres handlinger og beslutninger er altid velovervejede, og alle konsekvenser er nøje gennemtænkt.

Type 7:

Type 7 er den optimistiske medarbejder, der altid kan se det positive i en sag. Med stor entusiasme og impulsivitet spænder de over mange opgaver og kan have mange bolde i luften ad gangen.
De er hurtige beslutningstagere, for man kan jo altid tage en ny beslutning.
Det er vigtigt at der er plads til sjov i arbejdsmiljøet – det må endelig ikke blive for kedeligt. En ensformig og rutinepræget arbejdsdag fra 8-16 er ikke noget for en 7’er; der skal ske noget, og de dvæler ikke så længe ad gangen ved hver enkelt opgave.

Mangler man en idé, så er 7’eren den rette person at henvende sig til – fordi alle muligheder er åbne. Type 7 virker inspirerende på deres omgivelser, og deres smittende optimisme er med til at “løfte” humøret hos de fleste.

En 7’er leder har masser af visioner. Der tænkes i netværk og mennesker – ikke i organisatorisk hierarki. Der lægges storslåede planer, og for nogle medarbejdere kan en 7’er leder virke ustruktureret. Nogle vil synes, de virker overfladiske, fordi et emne ikke altid følges til dørs, og de helst undgår konflikter. Til gengæld bliver organisationen meget levende med 7’ere om bord.

 

Type 8:

Type 8 er den fødte leder. Det er medarbejderen der gerne går i front og gerne kæmper kollegernes sag hvis nogen er blevet uretfærdigt behandlet. De ligefrem “vokser” hvis nogen yder modstand i en diskussion, og de er altid klar til konfrontation.
Det er mennesker der påtager sig et stort ansvar og arbejder med en enorm energi – også rent fysisk. De er stærke personligheder, som man ikke undgår at lægge mærke til.
8’ere motiveres mere af handling end af at nå målet og har ikke tålmodighed til at stå i stampe. Opstår der et problem, må der gøres noget. Man enten tiltrækkes eller forskrækkes af en type 8.

Med en 8’er leder er man ikke i tvivl om, hvem der bestemmer og at der skal handles. Der tales lige ud af posen, og der bliver ikke fejet noget ind under gulvtæppet, hvorfor de også kræver stor ærlighed hos medarbejderne.
For nogle vil en 8’er leder fylde meget, og det kan være svært at komme til orde. Det bedste er at give tilbage af samme mønt. Det er de store armbevægelser, der anvendes, og 8’eren virker ofte grænseoverskridende.
Deres voldsomme vredesudbrud er lige så hurtigt ovre som de opstod, og så er det glemt igen. Lige så voldsom 8’eren kan virke på sine medarbejdere, lige så meget forsvarer han/hun afdelingen udadtil.

Type 9:

Type 9 er den varme, stabile og pålidelige medarbejder der udstråler oprigtighed og ro – en ro der ofte smitter af på omgivelserne, så atmosfæren omkring dem er meget fredsommelig og afslappet. 9’ere er omgængelige mennesker, der enten forholder sig stille og passivt til diskussioner eller sørger for, at alle parter falder til ro og bliver enige.

Det er vigtigt for 9’ere, at arbejdsgruppen fungerer, og de hidser sig sjældent op eller bliver vrede. De vil typisk indgå som mæglere i et møde med uenige deltagere og vil hellere selv gå på kompromis end diskutere. Det er mennesker, der tilsidesætter sig selv og hjælper andre på gled frem for selv at være i fokus.
Stress er ikke rart for en 9’er – det er som om det preller af på dem: Det vi ikke når i dag, når vi måske i morgen. De kan også lettere end andre lade sig distrahere midt i arbejdet fordi noget andet tilfældigvis fanger deres opmærksomhed.

Som leder vil en 9’er typisk være en laissez-faire leder: Tingene løser sig nok. De drager omsorg for medarbejderne og skaber et godt arbejdsklima og udvikler venskabelige relationer i den forretningsverden, de nu færdes i. 9’eren kan tage lange samtaler med medarbejderne og vente på, at de selv kommer med løsningen på deres spørgsmål. For nogle medarbejdere kan det virke som en langsommelig proces, og de savner måske lederens beslutninger eller mere tempo.
Hos en 9’er leder er der fokus på medarbejderstaben som helhed frem for den enkelte medarbejder, ligesom der er mere fokus på det procesorienterede frem for det problemorienterede.

Danske virksomheder, der anvender Enneagrammet (et udpluk):

  • Aaløse Marketing
  • ABS Pumper
  • Absalon Hotel
  • Advokatfirmaet Horten
  • Ajour 2010
  • Akademikernes A-kasse
  • Alfa Laval Copenhagen
  • AON
  • Atkins Global A/S
  • Axcess
  • Babcock og Wilcox Vølund A/S
  • Bakken A/S
  • Berendsen
  • Canon
  • Carl Stahl A/S
  • Center For Rygkirurgi, Hellerup
  • Center for Rygkirurgi, Odense
  • Coloplast
  • Compugroup Medical A/S
  • Comwell
  • Danica Pension
  • De Mobile Frisører
  • DAHL Advokater A/S
  • Dandiag A/S
  • Danske Spil
  • Dansk Formands Forening
  • Datea A/S
  • DHI Group A/S
  • Dortheagården træningscenter
  • Euro-Eyes/Hamlet
  • Evergas
  • Falck A/S
  • Falck ambulancetjenesten
  • Falck HR
  • Fisketorvet A/S
  • Forsikringsakademiet Rungstedlund
  • Gentofte Kommune – Psykriatisk Dagcenter
  • Gribskov kommune
  • Grundfos
  • Haribo Lakrids A/S
  • Hennes & Mauritz
  • Hjerteforeningen
  • Hillerød Hospital
  • Holbæk Kommune, Dagplejen og børnehaverne
  • Holbæk Kommune, Dagplejen Distrikt Mørkøv
  • Holbæk Kommune, Tuse SFO
  • Hillerød Kommune
  • Hillerød Jobcenter
  • Hjerteforeningen
  • Højteknologifonden
  • Hørsholm kommune
  • Karl Lund Papir Engros A/S
  • LEGO System A/S DK
  • LEGO – HR
  • LEGO Juris DK
  • LEGO Americas
  • Levring & Levring Ejendomsselskab A/S
  • Loyalty Group
  • Lundbeck A/S
  • Lyngby/Tårbæk kommunes børnehaver
  • Maskinmestrenes Forening
  • Mercedes
  • Microsoft Danmark A/S
  • NNIT A/S
  • Nordea Liv & Pension
  • Novo Nordisk
  • Onfone
  • Pernod Richard
  • Philips
  • Privathospitalet Hamlet
  • Recall
  • Rehabiliteringscenter Vesterbro
  • Roskilde Kommune
  • Rubik A/S
  • SAV Danmark
  • SCA Hygiejne Products A/S
  • Scanpump A/S
  • Scion DTU – Concern Club
  • Selandia Hotel
  • Siemens
  • Slagelse Kommune
  • Slagter Lund A/S
  • Sparekassen Sjælland
  • Steka 3DP
  • Sulzer A/S
  • SYMFONI A/S
  • Tandlægerne Svanetand
  • TempTeam A/S
  • Topdanmark
  • Unibail Rodamco
  • Unilever
  • Vanpee & Westerberg A/S
  • vestjyskBANK
  • Wemen
  • Wunderman
  • Åbenrå kommune – Entreprenørgården